I Aarhus Kommune arbejder vi derfor både internt i kommunen og sammen med civilsamfundet om at udvikle de bedste rammer for et arbejdsmiljøet rundt på de kommunale arbejdspladser.

I 2018, hvor Aarhus var Europæisk Frivillighovedstad udviklede Fælles MED Udvalget i Aarhus Kommune en retningslinje for Frivillighed og Medborgerskab for Aarhus Kommune. Retningslinjen fungerer i dag som en del af den formelle ramme for det gode samarbejde mellem frivillige og ansatte i kommunen.

Variationen af opgavetyper, arbejdspladser og frivillige betyder samtidig en stor forskel på, hvordan man går til opgaven. Involveringen af frivillige på arbejdspladser har givet en lang række gode erfaringer, som i nogle tilfælde har affødt helt konkrete strategier for, hvordan det gode arbejdsmiljø varetages i samarbejde med de frivillige.

Det er Fællessekretariatets ambition at understøtte videndeling på området rundt i kommunen samt mellem civilsamfund og kommune. 

Arbejdsmiljøkonference 2020

Ved arbejdsmiljøkonferencen d. 23. januar i 2020 valgte man desuden at sætte frivillighed og samskabelse på som et ud af to temaer for konferencen.

Arbejdsmiljøkonferencen samlede knap 1000 kommunalt ansatte til en dag med debat og videndeling. Repræsentanter fra civilsamfund og kommune præsenterede vinkler og bud på et godt arbejdsmiljø. De blev suppleret af 2 større workshops i implementering og fastholdelse af det gode arbejdsmiljø for ansatte og frivillige på arbejdspladserne, uanset graden af erfaring med involvering af frivillige.

 

Ny diskussion og nye inputs

Ud over at skabe større kendskab til de erfaringer og tiltag på området blev konferencen i januar en anledning til igen at se på hvordan FMU’s retningslinje for Frivillighed og Medborgerskab kan komme i spil lokalt i kommunens afdelinger, når frivillighed og samskabelse vinder indpas på arbejdspladserne.

I løbet af efteråret 2020 vil fællessekretariatet for frivillighed og samskabelse derfor igangsætte en ’HMU-runde’, hvor sekretariatet møder kommunens Hoved MED-udvalg til en diskussion af retningslinjen og lokale tiltag. Det skal tjene til sparring HMU’erne imellem samt give overblik over de lokale udfordringer og erfaringer med at sikre det gode arbejdsmiljø sideløbende med involvering af frivillige kræfter i opgaveløsningen.

Her vil en række refleksionsspørgsmål, aktive strategier og lokale erfaringer blive udgangspunkt for en spændende snak om, hvordan vi rundt om i afdelingerne får mod på at prøve nyt og komme længere med tiltag på området.

Endnu flere fora for sparring

Foruden HMU-runden har fællessekretariatet igangsat et tværmagistratsligt netværk for medarbejdere, der arbejder med frivillighed og samskabelse i Aarhus Kommune med afholdelse af 3-4 netværksmøder årligt.

Dertil fora på Intra og nyhedsbrev, hvor bl.a. gode fortællinger om erfaringer med arbejdsmiljø og frivillighed deles både internt i kommunen samt eksternt med borgere og samarbejdspartnere i øvrigt.