Somalisk-danske unge oplever ofte, at de forbindes med dårlig integration, kriminalitet, problemer med opdragelse, problemer i skolen, manglende uddannelse og manglende tilknytning til arbejdsmarkedet. Realiteten er dog, at mange somalisk-danske unge klarer sig godt i skolen, har travlt med at tage uddannelse og satser på karriere og arbejdsliv, på samme måde, som andre danske unge.

Der er altså et ganske stort misforhold mellem fordomme og myter om somalisk-danske unge, i forhold til det liv, som mange af disse unge lever.

Rollemodeller

Derfor har en gruppe somalisk-danske unge sat sig for selv at være de gode eksempler og rollemodeller i praksis. Det gør de, ved at fortælle om sig selv, deres liv, deres ønsker for deres liv og fremtiden og om deres drømme mht. livet i Danmark. De tager tre afsted af gangen for at fortælle om sig selv og om facts og fordomme om somaliere i Danmark. Det foregår i foreninger, institutioner osv. hvor man normalt ikke snakker med eller møder somalisk-danske unge

Det brændende ønske for de unge er, selv at være med til at skabe et forbedret image for unge somalisk-danskere, hos folk, der normalt ikke møder, snakker med eller på anden måde har kontakt med disse unge, og som derfor er overladt til at få deres information om somaliere og deres liv i Danmark fra f.eks. medier.

Personlige møder, TV, radio og sociale medier

Det har vist sig, at De Blå Stjerner har en stor gennemslagskraft. Først og fremmest er de unge frivillige virkelig dygtige til at fortælle en rigtig god historie på en meget levende og medrivende måde. Nemlig historien om sig selv. Det har de gjort for unge, ældre, mænd, kvinder, forretningsfolk, integrationsmedarbejdere, somaliske mødre, skole- og gymnasielever, unge kristne, studerende m.fl.

Mange gange har de unges beretninger fremkaldt tårer i øjenkrogen hos tilhørerne. Endnu flere gange har beretningerne fremkaldt smil og morskab, og de er blevet fortalt med en befriende humor. I alle tilfælde har de unge beretninger rørt noget ved tilhørerne, hvoraf rigtigt mange har fået en helt anden opfattelse af somalisk-danske unge, gennem det personlige møde og de meget ærlige personlige beretninger

De Blå Stjerner har ikke bare formidlet deres historier ved det personlige møde, men også gennem talrige interviews og reportager i TV, radio, aviser og websites. På den måde er budskabet og fortællingerne kommet ud til mange tusinde mennesker i Danmark. Også politikere har De Blå Stjerner været i nærkontakt med, bl.a. integrationsministeren.

Kompetencegivende for de unge

Målsætningen for de unge er: ”At forbedre image for unge med en somalisk baggrund hos danskere, der normalt ikke møder, snakker med eller på anden måde har kontakt med somaliere, og som derfor er overladt til at få deres information om somaliere og deres liv i Danmark fra medierne.” Samt: ”Som gode rollemodeller at inspirere unge med somalisk baggrund til at satse på at tage en uddannelse.”

Gennemslagskraften har også virket blandt unge i det somaliske miljø, hvor De Blå Stjerner er blevet nogle, man ser op til og gerne vil efterligne. Antallet af frivillige medlemmer var meget begrænset i begyndelsen. Men under projektets forløb - særligt i takt med at efterspørgslen på de unge steg – vente tendensen. De unge oplevede, at deres kompetencer udviklede sig, og at de fik et stort personlig udbytte af deres engagement. Ligeledes kunne de se, at projektet rent faktisk havde en indflydelse på etniske danskere, såvel som andre etniske grupper. Flere af de aktive deltagere fik mulighed for at udvikle og udvise gode lederkompetencer og evnen til at medvirke i at udvikle projektet af flere gange undervejs.

Samarbejdet med Borgmesterens Afdeling

Innovationsindsatsen "Fremme Ligeværd" i Borgmesterens Afdeling har hjulpet De Blå Stjerner med at starte projektet op via løbende rådgivning og sparring samt et mindre økonomisk tilskud. Ellers er projektet beskrevet, ledet, koordineret og gennemført helt af de unge selv. Efter den formelle projektperiodes ophør har De Blå Stjerner således været så selvkørende som projekt og forening, at de har kunne fortsætte og videreudvikle konceptet på egen hånd.

Slutrapport fra De Blå Stjerner