På DokkX kommer den ældre borger, der vil orientere sig i udvalget af f.eks. rollatorer eller faldalarmer. De unge studerende får rundvisninger og demonstrationer af produkter som en fast del af deres undervisningsplan. Børnefamilierne lærer legende, hvordan de kan integrere teknologi for at få en aktiv hverdag. Fagfolk afsøger de skiftende udstillinger for velfærdsteknologier til deres borgere, og opfindere og forhandlere stiller deres produkter til rådighed for evaluering og afprøvning. Der er gratis adgang for alle, direkte fra gaden.

DokkX er tænkt som en smeltedigel, hvor erhvervslivet, uddannelsesinstitutionerne, civilsamfundet og kommunen forenes og sammen skaber noget smukt. Målet er, at mennesker skal kunne klare sig selv og udvikle sig selv ved hjælp af teknologi.
Kirsten Rud Bentholm, leder af DokkX

DokkX er indehaver af en sølvmedalje i EU-konkurrencen Silver Economy Awards 2018. Konkurrencen skal skabe opmærksomhed om den politiske og økonomiske magt, de +50-årige har som forbrugere og borgere i EU-landene.

Meget hjælpsomt og velinformeret personale. Besøget var sjovt for min datter på fem og oplysende for mig ift handicappet pårørende. Tak!
gæst på DokkX

Videopræsentation af DokkX til Silver Economy Awards: https://youtu.be/OYAQl8BlB1M
(Varighed: 00.30 min.)

 

Baggrund for DokkX

DokkX var oprindeligt et projekt, støttet af Aarhus Kommunes Velfærdsteknologiske Udviklingspulje (VTU). Senere har byrådet vedtaget at gøre DokkX permanent.

Besøg DokkX her https://dokkx.aarhus.dk/

Med til DokkX hører også den mobile udstilling DokkX på Tur, som er en udstilling af velfærdsteknologi indenfor sundhedsområdet indrettet i en tidligere bybus. DokkX på Tur gør holdt ved butikscentre, biblioteker, lokalcentre og andre steder, hvor mange mennesker mødes.