Aarhus Kommune har en ambition om at være en demensvenlig By. I Aarhus Kommune er der omkring 4.000 borgere med demens og i de seneste år er knap 300 aarhusianere årligt blevet diagnosticeret med demens. En demensdiagnose medfører en høj belastning for de pårørende. Undersøgelser viser, at en pårørende til en demensramt i gennemsnit bruger 6 timer daglig på uformel pleje, og at man som pårørende til en demensramt er i højere risiko for bl.a. depression, social isolation, hyppigere lægebesøg, et højere forbrug af receptpligtig medicin samt har en øget dødelighed.

Vi ved, at det svar alle giver, når vi spørger ”hvad er vigtigst for jer i jeres situation?” er at blive længst muligt i eget hjem. For at kunne leve op til målet om længst muligt i eget hjem kræver det, at både den demensramte og den pårørende uddannes til ’hverdagsaflastning’ og får viden og redskaber til at kunne leve et godt hverdagsliv.

Konceptet

Med inspiration fra Sclerosehospitaler og Gigtsanatorie har vi udviklet og afprøvet et uddannelsesophold for mennesker med demens i tidlig fase og deres pårørende.

Opholdet har til formål at uddanne borgerne og deres familie/netværk til hverdagsaflastning og dermed til at klare hverdagen bedst og længst muligt i eget hjem. Det gør vi ud fra en viden om, at rådgivning, undervisning og samvær med ligestillede for demensramte og deres pårørende kan fremme livskvaliteten og have en forebyggende effekt på sygdomsudviklingen.

”Det var interessant at høre, hvordan de andre pårørende tacklede tingene, både medkursisterne og foredragsholderne. Hvordan løser man et problem, som man ikke er i stand til at beskrive fuldt ud og hvordan kan man bevare sin medmenneskelighed og forholdet? Det kan jeg bruge fremover”
Pårørende

Opholdet har varighed af 4 dage og er afprøvet af to omgange i april og maj med hhv. 20 og 22 deltagere på det gamle badehotel Saxild Strand syd for Aarhus.

En bred borgerinddragelsesproces har rammesat indholdet i opholdet omkring fire tematikker:

1) Mestring til livet med demens
2) Facilitere fællesskaber
3) Brobygning til tilbud
4) Hjælpemidler og velfærdsteknologi.

Indholdet i opholdet såvel som den endelige form er designet i et tæt samarbejde med borgere, fagpersoner, erhvervsliv og frivillige organisationer (Bl.a. Alzheimerforeningen Østjylland, Kirkerne, Aros Kunstmuseum, Den Gamle By).

Værdiskabelsen

  • De demensramte beretter om en øget livskvalitet med et højere humør og en tro på, at det gode liv fortsat kan leves med de redskaber, der er tilegnet på opholdet.
  • Op mod 50 % af de pårørende har oplevet en klinisk signifikant forbedring i trivsel efter opholdet (målt med WHO-5 trivselsindeks).
  • Fire af de pårørende var inden opholdet i risiko for depression og stressbelastning. Disse fire har efter opholdet oplevet en klinisk signifikant forbedring og er nu udenfor risiko.
  • Både de demensramte og de pårørende rapporterer om generelt bedre følelsesmæssig og praktisk mestring i hverdagen.
  • De pårørende rapporterer om øget egenomsorg. Flere fortæller om, at de er blevet opmærksomme på at gøre noget godt for sig selv og samle energi. Den generelle forståelse af livet med demens, har hjulpet deltagerne til at få øje på det gode hverdagsliv på trods af demenssygdommen.

Kontakt os for tilfredshedsmåling, evaluering og drejebog for konceptet.

Rapport