I august 2022 lancerede Aarhus Kommune en ny crowdfundingplatform, Crowdfunding Aarhus: www.crowdfundingaarhus.dk

Med platformen stiller vi en ramme for samskabelse og medborgerskab til rådighed for borgerne i kommunen, så de kan oprette og støtte hinandens og egne projekter. Projekterne, der crowdfundes til, er borgernes. Det vil sige, at de selv skal forberede dem, crowdfunde til dem og realisere dem efterfølgende.

Aarhus Kommune er med platformen garant for ordentlige og trygge forhold for borgerne, uden der er gebyrer involveret. Der er stor gennemsigtighed omkring alle processer, og man kan være sikker på, at få sine penge tilbage, hvis ikke et projekt opnår det fulde beløb til at blive realiseret. Det er en digital raslebøsse, et nyt redskab i en kommunal kontekst, som Innovation og Medborgerskab i Borgmesterens Afdeling har udviklet, og som borgerne frit kan benytte.

Alle projekter, der crowdfundes til, skal ligge i Aarhus Kommune, understøtte medborgerskabspolitikken, være lovlige og ligge indenfor kommunalfuldmagtens rammer. Projekterne skal være åbne for alle og i fællesskabets interesse. Crowdfundingplatformen er frit tilgængelig for alle i Aarhus Kommune: private borgere, virksomheder, foreninger og institutioner.

Alle har mulighed for at gå ind på platformen og se, hvilke projekter, der søges finansieret via crowdfunding.

Aarhusborgere kan på den måde hjælpe hinanden med at finansiere konkrete projekter, der bidrager til medborgerskab, fællesskab og udvikling, og som engagerer og samler på tværs af interesser.

Det kan for eksempel være:

  • en forening eller et lokalområde, som har brug for nye idrætsfaciliteter
  • lokale ildsjæle, som vil bygge en ny legeplads eller badebro
  • en landsby, som vil holde en byfest eller musikfestival
  • et lokalområde, som vil etablere en skaterpark
  • en teatertrup, som vil lave gratis forestillinger for de ældre på lokalcentrene
  • en NGO, som ønsker et åbnet kontorfællesskab med andre
  • en institution, som ønsker biodiversitet til glæde for børn og naboer

Innovation og Medborgerskab har udviklet platformen helt fra bunden i samarbejde med en ekstern leverandør. Opgaven knytter sig til alt lige fra layout, design, funktioner, indhold og rettigheder på platformen, til afdækning af juridiske, finansielle og sikkerhedsmæssige udfordringer for borgerne og Aarhus Kommune. Opsætning af den tekniske løsning og pengeoverførsler, hvidvasklovgivning samt sikkerhedsmæssige valideringer, når platformen er i brug, tager vores eksterne leverandør, Lendino, sig af. De står også bag Coop Crowdfunding og IDA Crowdfunding.